AF: ANNETTE BRUUN JARL , ABJ@JV.DK
Publiceret 08. juli 2015 kl. 12:09
VORBASSE: Det bliver frivillige fra det kommende storberedskab i Trekantområdet, som kommer til at passe på de op mod 250.000 besøgende på Vorbasse Marked.
Markedet har opsagt sin aftale med redningsselskabet Brand og Redning, som ikke kunne stille med vagtplaner for hvem, man ville have til at passe på gæsterne hvornår. Selskabet har været udsat for massiv kritik af andre, men Vorbasse Marked har været glade for samarbejdet og helt indtil nu været indstillet på, at det skulle fortsætte. Da Brand og Redning så ikke stillede med den nødvendige dokumention, besluttede man omgående at stoppe samarbejdet.
Så skulle der handles hurtigt, og det blev der.
Med beredskabschef Torben Ravn som mellemmand har Vorbasse Marked nu lavet en aftale med frivillige fra Beredskabsforbundet, som også skal være en del af den kommende sammenslutning af beredskaber i Trekantområdet.
– Det er en stor opgave at skifte beredskab så tæt på markedet. Vi er derfor glade for, at frivillige med så kort varsel har sagt ja. Der er folk, der har aflyst deres ferie for at være med til at løse den her opgave, og det er vi meget taknemmelig for, siger formand Brian Madsen.
Vorbasse Marked forventer at kunne indgå en flerårig aftale med Beredskabsforbundet efter dette års marked.
– De har erfaringer fra store arrangementer som Jelling Festival og Lillebælt Halvmarathon, og så er de mere lokale, og det er en fordel, mener kasserer Sten Jacobsen.
Beredskabschef Torben Ravn står i spidsen for de frivillige og vil også selv være til stede på markedet en stor del af tiden.